Næsten hver anden dansker er villig til at omskoles, hvis krig kommer til landet

Hvis Danmark kom alvorligt under pres, er mange danskere parate til at påtage sig nye opgaver. Det viser en ny Voxmeter-undersøgelse, som er gennemført for Folkekirkens Nødhjælp blandt 1.026 danskere.
45 procent svarer, at de helt sikkert eller sandsynligvis ville være villige til at opsige deres job og lade sig oplære til opgaver som eksempelvis nødhjælp, logistik eller minerydning.
"Når et samfund kommer under pres, er det ikke kun myndigheder og professionelle beredskaber, der gør en forskel. Hr. og fru Jensen spiller også en vigtig rolle. Derfor er det opløftende, at så mange danskere kan forestille sig at bidrage aktivt, hvis situationen kræver det,” siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Jonas Nøddekær.
Mere end halvdelen kan forestille sig at hjælpe med logistik- og forsyningsopgaver, mens en stor del også er villige til at bidrage med førstehjælp og nødhjælp. Villigheden falder dog, når opgaverne indebærer personlig risiko.
Folkekirkens Nødhjælp peger på Ukraine som eksempel. Her har civile siden Ruslands fuldskalainvasion i 2022 påtaget sig nye roller, blandt andet som mineryddere. Organisationen har ansat omkring 100 mineryddere, der før krigen havde forskellige civile jobs.
"Det er ret menneskeligt at være bange for den slags opgaver. Men erfaringerne fra Ukraine viser, at mange civile faktisk ender med at løfte risikofyldte opgaver. Når situationen kræver det – så træder folk alligevel til," siger Jonas Nøddekær.
En dokumentarisk fotoudstilling, Omskolet i krigstid, rejser i sensommeren og efteråret 2026 rundt i Danmark og til Mykolaiv, Ukraine. Udstillingen fortæller, hvordan seks ukrainske kvinder valgte at opsige deres job som blandt andet frisør, veterinærsygeplejerske og bogholder i den kaotiske tid efter Ruslands fuldskalainvasion for at blive minerydder i Folkekirkens Nødhjælp og være med til at genopbygge deres krigshærgede land.
Udstillingen er skabt af den prisvindende ukrainske fotojournalist og filmskaber Julia Kochetova i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.
Udstillingen kan opleves:
- 7.-13. september på Rådhuspladsen i København
- 14.-20. september i Utzon Parken i Aalborg
- Derefter rejser udstillingen til Tirpitz museet i Blåvand, Varde, Odense, Guldborgsund m.fl.
Udstillingen på Rådhuspladsen er del af Udenrigsministeriets og UN Lives’ kampagne ‘Tæt Knyttet’, som sætter fokus på Danmarks samarbejde med og engagement i Ukraine.
Faktaboks
- 45 procent: Vil helt sikkert eller sandsynligvis omskole sig til beredskabsrelaterede opgaver ved krig.
- Opgaver: Mere end halvdelen kan forestille sig logistik- og forsyningsopgaver, mens mange også vil hjælpe med førstehjælp og nødhjælp.
- Undersøgelse: Voxmeter for Folkekirkens Nødhjælp blandt 1.026 danskere.
- Ukraine: Omkring 100 mineryddere er ansat af Folkekirkens Nødhjælp.
- Miner: Cirka 25 procent af Ukraines areal er ifølge FN udpeget som risikoområder.
- Oprydning: Folkekirkens Nødhjælp vurderer, at det kan tage op til 50 år at rydde Ukraine for miner.
- Udstilling: Omskolet i krigstid kan ses på Rådhuspladsen i København 7.-13. september og rejser derefter rundt i Danmark.






Accepter kun nødvendige cookies